Den sidste gård

Askhøj, Brændekilde på Fyn

Askhøj!

Lidt om den fredede bondegård "Askhøj"

Askhøj ligger i Brændekilde ca. 12 km. sydvest for Odense. Brændekilde er en lille landsby, som har fostret personligheder som maleren H A Brendekilde, politikeren Axel Larsen og sprogforskeren Rasmus Rask.

Alle gårdens bygninger, gårdspladsen, indkørslen og dele af haveanlægget blev fredet i 1996. Begrundelsen var, at ejendommens bygninger spænder over en usædvanlig lang landbrugsperiode og at de hver især har autenticitet og understøtter stedets lange kulturhistorie. Luftfotoet af ejendommen er fra 1934. Gården er en af de ganske få bondegårde i Danmark, hvor der er bevaret så tydelige vidnesbyrd om den bygningskulturelle udvikling på landet fra Frederik den Anden og frem til Danmarks indtog i EF. Ejendommens ældste bygning er 500 år gammel - og står som for 500 år siden.

Askhøj er et stemningsfuldt - nærmest organisk - kulturmiljø med en enestående fortælleværdi, der går over flere forskellige suletyper, lerklinede vægge over sent bindingsværk til grundmuret andelstids-byggeri. De mange fritliggende småbygninger som vognskjul, hønsehus, frugtkælder osv. er uvurderlige bidrag til miljøet på samme måde som stensætninger, havegrotten, blodbøgen og den gamle frugthave med et væld af gamle æblesorter.

Hjemmesiden er lavet med assistance af Ole Storm Pedersen og Christian Gerdes.