Askhøj - Brændekilde - Fyn |
![]() |
|
| Møllegyden
18 Brændekilde 5250 Odense SV post@densidstegaard.dk | ||
|
Restaureringsprojektet
|
Restaureringsplanens første to faser omfatter følgende bygningsarbejder: Den gamle sulelade. Bygningen kræver en gennemgribende istandsættelse, som omfatter tækning af størstedelen af tagfladen og reparation af såvel udvendigt som indvendige bindingsværk. En stor del af fodremmen skal udskiftes. De tværgående indvendige lerklinede vægge med sulerne skal rettes op. Dele af den ydre lerklinede mur skal genetableres. Vinduerne er af rimelig kvalitet, men de mange små lemme, dasset, alle dørene, samt den lille port mod gårdsiden skal istandsættes. - Arbejdet på bygningen er færdigt Den nyere sulelade og hesteomgang/huggehuset. Sydlængens oprindelige bindingsværkssforløb mod syd skal genetableres. Begge bygninger nytækkes. Fjernede tavl i sydlængen mures op og øvrige tavl udbedres hvor nødvendigt. 10-12 tagspær skal udskiftes, enten fordi de er rådne eller fordi de mangler. Dele af huggehusets bindingsværk i fodrem, dokker, løsholter og nederste stolpe-ender udskiftes og tavl mures om. Porten mod syd-vest og den ene port mod gårdspladsen skal udskiftes. De to øvrige porte skal repareres. Alle lemme og øvrige døre restaureres. Rådne loftsbrædder- og bjælker udskiftes. - Arbejdet på bygningerne er færdigt. Ko- og hestestald. Eternittaget skal udskiftes med strå som bygningen havde oprindeligt. Loftsbjælker og loft repareres. Facaden, som er hårdt angrebet af murbier skal fuges om. Det forvitrede murværk i malkehuset mod syd skal udskiftes. Murværket mod toften skal forstærkes. Taget på malkehuset udskiftes med tagpap som oprindeligt. Portene, dørene og skydedøre skal restaureres. Vinduernes eftergås med glas, kitning og maling. Indvendige vægge afrenses, pudses og kalkes. - Næsten alle arbejder er udført. Der mangler omfugning af murværket samt restaurering af porte, døre og vinduer. Stuehuset. Stuehuset er renoveret indvendigt og yderdørene er istandsat. Enkelte dele af bindingsværket skal restaureres. Fodremmen skal genetableres hvis det kan lade sig gøre. Facaden skal renoveres. Alle 28 vinduer skal gennem en omfattende og nænsom restaurering. Svinestalden. Sætningsskaden mod sydøst udbedres og ny fundering udføres samme sted. Bygningens fuger skal repareres. Eternittaget skal udskiftes til tegl som oprindeligt. De opsættes plasttagrender udskiftes med zinktagrender som oprindelig. Tagafvandingen bringes i orden med afløb og brønd. Loftet lægges om. Yderdøre, svinelåge og loftslåge udskiftes eller repareres. Ventilationsriste (18 stk.) sættes i stand. - Bortset fra døre og låger er alle arbejder gennemført. Træhønsehuset. Hele huset skal rettes op. Det oprindelige tag (tagpap) genetableres. Ydervæggene med lemme skal restaureres. De to yderdøre og de 7 vinduer skal restaureres. Soklen skal udbedres og pudses op og hele huset males som oprindeligt med hvide vinduer. Også den indvendige tværvæg skal sættes i stand. Bygningen er i så ringe forfatning, at det er tvivlsom om den kan reddes uden at der næsten bliver tale om en nyopførelse. Det murede hønsehus. Taget skal fornys med tagpap og indvendig loftsklædning skal repareres. Dør, lemme og beskyttelsesrammer for vinduer skal repareres. Kartoffelkælderen. Den murede stensætning fortil repareres og fuges om. Døren skal repareres og ventilationssystemet skal genetableres. Vognport m. retirader. Det oprindeligt tag med tagpap skal genetableres. Portene, vinduerne, de to das og døre skal repareres. Stengærder/beplantninger. Alle sammenfaldne stengærder skal rettes op. Hvad den tredie og afsluttende fase kommer til at indeholde er endnu ikke helt fastlagt. | |